Håret klippes af, og besøg af kær kollega – Tirsdag d. 11/4-17

Håret klippes af, og besøg af kær kollega.

Tirsdagen og frisørbesøget oprandt, hvilket jeg jo selv havde accepteret på et eller andet tidspunkt. Netop den dag føltes det dog ikke sådan.
Min søster havde siden diagnosen haft behov for at reagere på alt det følelsesmæssige kaos ved at handle, og havde derfor bl.a. undersøgt hvilke butikker i Randers der handlede med parykker, og hvad det var for nogle steder.

Hun bad mig vælge en bestemt frisør i Randers, Hastrup & Co., som har et godt udvalg af parykker og tilbehør, samt en ansat (Anni) med stor viden indenfor området.
Jeg selv var helt ærligt fløjtende ligeglad på det tidspunkt med hvem der skulle klippe mit hår af og udstyre mig med noget så åndssvagt som en paryk – det var slet ikke til at tage alvorligt for mig, at det skulle ske, og derfor var det også ret ligegyldigt for mig hvornår og hvordan, da tiden blev booket.
Jeg havde dog en idé om, at jeg nok selv skulle bestemme præcist hvornår håret skulle af, i stedet for at lade kemoen bestemme. Kemobehandlingen kunne få håret til at falde af allerede indenfor 3 uger efter første behandling, og derfor var der ikke lang tid at handle i.

D. 5/4 fik jeg derfor en tid ved frisøren for at tale om parykker før håret skulle klippes af, og jeg var noget nervøs ved tanken. Hvad gør man? Hvad siger man? Jeg havde ingen anelse.
Jacob og jeg blev mødt af en meget smilende, flot og tillidsvækkende kvinde ved navn Anni, da vi trådte ind i salonen.
Hun fulgte os ind i et tilstødende lokale indrettet specielt til folk, som mangler håret uanset om det er grundet kemobehandling eller anden sygdom.
Hun havde fået tilsendt nogle billeder af mit nuværende hår via sms, så hun havde en idé om, hvad hun skulle kunne matche med parykker, hvis jeg skulle ligne mig selv. Jeg ville dog også være åben for forslag, havde jeg givet udtryk for.

Anni var en stor hjælp i forhold til at vurdere, hvilke parykker, der kunne være gode til mig, og var ikke bleg for at rådgive professionelt, når jeg fik nogle ideer, som måske var en smule for urealistiske. Jeg besluttede mig til sidst for en paryk, som lignede mit eget hår til forveksling, og Anni ville gøre den klar til mit næste besøg, hvor lokkerne skulle falde.

Min paryk

Inden vi (Jacob og jeg) kørte derind igen til den endelig klipning, havde jeg lige en enkelt vigtig opgave; Et hold af vores genboer, som vi kommer en del sammen med, skulle informeres om min sygdom, inden de måske senere på dagen kunne risikere at møde mig ude ved skraldespanden! Det havde vi ikke nået endnu, og det var mig meget magtpåliggende at det blev gjort, inden jeg kom skaldet hjem.
Da vi kom derover var de næsten lige stået op, og min veninde spurgte mig, om ikke vi ville komme forbi til kaffe senere, så vi kunne hygge. Jeg måtte fortælle hende, at jeg havde noget, der skulle fortælles NU, og jeg plaprede det ud midt i entreen, stående, tudende og omgivet af vasketøj. Min veninde blev meget påvirket af min dårlige besked, og måtte på et tidspunkt sætte sig ned på gulvet. Jeg fik også de dejligste og varmeste krammere, og det var i det hele taget en meget følelsesladet oplevelse. Jeg havde nok i virkeligheden udskudt besøget med informationen lidt, fordi jeg vidste, at hun ville blive meget påvirket af situationen, og det skulle derfor serveres på rette tidspunkt i mit hoved. Typisk mig at tage hensyn til alle andre… Men det trak bare for længe ud, tidspunktet blev aldrig helt rigtigt, og det endte derfor med en ærgerlig besked midt i entreen under morgenkaffen – undskyld R.!!

Jeg hoppede noget modvilligt ind i bilen hjemmefra, og trådte også noget modvilligt ind i salonen. Jeg var træt ovenpå aftenens tuderi, og havde håbet på at føle mig afklaret med at skulle klippes. Det føltes bare alligevel ikke helt sådan, da jeg stod i situationen. Det blev pludselig meget virkeligt for mig.
Da jeg sad i stolen i ”rummet for hårløse”, og Anni fandt trimmeren frem, begyndte mine tårer at trille. Hun gav mig et kram bagfra og spurgte mig ind i spejlet, om vi skulle vente med det og finde en anden dag? Jeg sagde, at jeg holdt ved min beslutning, men at det pludselig blev lidt overvældende. Jeg fortalte hende, at jeg havde været ved at undersøge, om jeg kunne donere mit hår til andres parykker, men at det vist kun kunne lade sig gøre, hvis håret ikke var behandlet på nogen måde. Hun ville undersøge det nærmere for mig, når lokkerne var røget, og de blev derfor samlet med elastikker i totter, da de blev klippet af. Jeg bad Jacob dokumentere undervejs, og det så således ud:

Da jeg var blevet trimmet helt kort til sidst, fik jeg parykken på og blev fortalt hvordan man anvender og passer en sådan. Jeg blev rådgivet om pleje af det hår, der vil vokse ud, og om præparater der er gode at bruge i den forbindelse.
Jeg er meget glad for, at min søster netop valgte Anni hos Hastrup & Co. som min frisør i denne svære tid. Mage til empatisk, humoristisk og livsklog kvinde skal man lede længe efter – man føler sig bestemt ikke bare som et nummer i rækken.

Jeg gik derfra iført mit ”snyde-hår”, som ungerne og jeg senere døbte det. Jeg købte også en lille bomuldshue, som jeg tænkte, at jeg sikkert ville komme til at bruge mest.
Parykken ville jeg bruge, når jeg skulle vise mig i ungernes børnehave eller skole, for at skåne dem fra andre børns spørgsmål, og evt. på shoppingture, hvor jeg ikke orkede at blive kigget efter. Jeg regnede ikke med at bruge den til hverdag, og det har jeg heller ikke gjort.

Jeg havde haft en aftale med Siff om, at når jeg skulle miste håret, så måtte hun komme med til frisør og klippe det af. Men hun blev tilbudt af Mormor og Morfar at komme på overnatning hos dem, og så var frisørbesøget pludselig sekundært. Måske havde hun det også svært ved at jeg skulle miste håret, og det var en kærkommen mulighed for ikke at deltage ved frisøren, selv om hun oprindelig havde sagt ja – jeg ved det ikke. Hun sagde dog til mig en dag, at det var synd for mig, at jeg skulle miste håret. Jeg sagde til hende, at jeg da også var træt af at håret skulle af, men at det bare var sådan det var, og at det jo ville vokse ud igen, og så måtte jeg få det bedste ud af det.

Det kommer nok til at tage mig 6 -7 år at få så langt hår igen – men lige nu, mens jeg som skaldet skriver dette, vil jeg helt sikkert tage fint til takke med en smart korthårsfrisure. Jeg savner godt nok at have hår.

Min gode veninde og kollega M. kom hjem til mig om eftermiddagen. Hun havde ikke set mig siden diagnosen, og var meget påvirket af min telefoniske besked nogle dage før. Hun trådte ind ad døren og sagde, at hun nu håbede at få at vide af mig, at det her var den dårligste og mest utidige aprilsnar, hun nogensinde havde været udsat for. Omvendt ville hun dog også slå folk ihjel, der jokede om noget så grotesk…- så egentlig vidste hun ikke helt, hvad hun ønskede!

Hun valgte at tilgå den dårlige diagnose med min og hendes sædvanlige humoristiske tilgang (man kan ikke arbejde i 14 år indenfor vores fag uden at besidde en vis form for galgenhumor, vil jeg påstå), og medbragte diverse fancy hovedbeklædninger; en lyserød paryk, en sort sløjfe med hvide prikker, bølgepap skåret i lange strimler mm. Det var hyggeligt med en veninde, der ikke tog det hele så alvorligt, selv om det er en alvorlig diagnose, og jeg kan ikke sige mig fri for at sidde om aftenen og more mig, pilskaldet og med skiftende fjollede beklædninger på hovedet.

Første besøg på Kræftafdelingen i Aarhus – Tirsdag 28/3-17

Første besøg på Kræftafdelingen i Aarhus.

Tirsdagen troede vi egentlig skulle være ”hviledag” i det her vilde kaos, vi havde levet i siden torsdag. Lægen i Randers mente nemlig først, at Kræftafdelingen i Aarhus ville se mig, når der var lavet en Mr Mammografi, som jo skulle udføres onsdag.

Min telefon ringede dog kl. ca. 9:05 med et ukendt nummer, som viste sig at være fra Kræftafdelingen. De ville høre, om ikke jeg kunne komme ind til samtale kl. 10:00 samme dag. Ja, de kunne jo se, at jeg boede ”i nærheden” (som i 45 minutters kørsel væk)…

Holy cow, vi fik travlt! Min mand var i arbejdstøjet og gik og “makkede” udenfor, og jeg måtte bed ham pakke sammen og blive klar. Jeg selv var i nattøjet og helt rundt på gulvet.

Det var som altid et mareridt at finde en p-plads ved hospitalet på Nørrebrogade, og mens vi halsede op ad ”Hospitalsgaden” som vilde aber kl. lidt over 10, ringede der en sygeplejerske fra Kræftafdelingen for at høre, om vi var på vej…

Vi blev modtaget af sygeplejersken L. og en overlæge, H. , med hvem jeg skulle have min første konsultation på stedet. Det var fuldstændig surrealistisk at sidde overfor en læge og tale om at skulle opstarte behandling med kemoterapi – når man nu ikke fejlede en skid….- eller dvs. det var stadig ikke rigtig gået op for mig, at jeg var ”naboen”…

Jeg skulle have undersøgt brystet af lægen, og der skulle tages fotodokumentation af det, og jeg skulle informeres om, hvilken type kemo, de ville vælge at bruge, hvor længe det ville tage, og de skulle vide en masse om hvem jeg er, om arbejde, sygehistorie, mit liv lige nu mv.

Jeg fortalte dem, at jeg led af angst og havde gjort det i mange år, og følte mig meget bange for sygdommen og det forestående forløb – det kunne de ikke forstå, for det havde de “godt nok se MEGET værre”. Jeg kunne ikke helt forstå, at det kunne blive meget værre – for hvad ville det hjælpe at panikke fuldstændig, og råbe og skrige og løbe?? Man er fanget i sin krop med en forfærdelig sygdom, og det kommer man ikke udenom uanset hvor meget eller hvor længe man skaber sig… Ikke at de ikke tog mig seriøst, for det gjorde de skam – de syntes bare, at jeg tog det ganske afdæmpet, når jeg led af angst.

Jeg fortalte dem, at jeg gerne ville i behandling hurtigst muligt, så kræften kunne komme under kontrol – og de svarede, at det kunne de da klare allerede fra dagen efter… Pyyha, det blev pludselig lidt mere virkeligt nu….

Jeg fik at vide, at overlæge H. ville være min kontaktlæge (det skulle så senere vise sig, at jeg ikke så hende før d. 19/6-17 igen), og sygeplejersken L. skulle være min kontaktsygeplejerske – hende havde jeg dagen efter til kemo-opstart, men så hende så først igen mange behandlinger senere… Det er rigtig godt tænkt i teorien, at man skal have faste læger og sygeplejersker, hvilket faktisk betyder meget for patienten – det er bare knapt så heldigt, at det fejler totalt i praksis! Så skal man lade være med at bilde patienterne det ind, er min holdning. Jeg ville dog virkelig ønske, at det kunne implementeres i praksis.

Efterfølgende blev vi vist rundt på afdelingen, som indeholder bl.a. blodprøvetagning, reception, kemobehandlingsafdeling og strålebehandlingsafdeling. Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville lære at finde rundt på de snørklede gange.

Vi fik en samtale med sygeplejersken i et andet rum, hvor hun gentog behandlingsplanen, og i det hele taget klædte os godt på til nu at skulle i gang med den behandling og det nye liv, det ville medføre. Jeg vil dog nu her senere konstatere, at man ikke kan klædes ordentligt på – det skal simpelthen opleves!

Behandlingsplan, side 1
Behandlingsplan, side 2

Hun gav mig et stykke papir vedr. tilskud til paryk, og jeg spurgte hende, om ikke man kunne være heldig IKKE at miste sit hår? Hun kunne desværre fortælle mig, at der ingen mulighed var for at håret blev siddende med denne type behandling, OG at det ville begynde at falde af allerede fra ca. 14 dage efter første omgang kemobehandling. Det var godt nok en ærgerlig kamel at sluge, eftersom mit hår var ret langt, og havde taget ret lang tid at gro ud til den længde (vi snakker nok over 5 år).

Vi kørte fra Kræftafdelingen vel vidende at vi skulle møde ind igen dagen efter kl. 11:30. Vi var meget stille og eftertænksomme på vejen hjem.

Allerførst skulle dagen i morgen begynde med en såkaldt ”MR Mammografi”, som skulle laves for at have en reference ifht. hvordan kræften så ud før kemoterapien kontra gennem og efter kemoen.