MR-mammografi nr. 2 – Onsdag d. 26/4-17

MR-mammografi nr. 2.

Der er ikke så meget andet at berette om nr. 2 scanning, end at jeg jo igen skulle have kontrast i venflon, og derfor igen var skidenervøs for at blive kaldt ind.

Jeg havde håbet at blive kaldt ind af den samme rare operatør som sidst, men det var endnu et ukendt ansigt, der stak hovedet ud af døren og bød mig indenfor.

Allerede før jeg nåede at hilse, tudede jeg igen, men det viste sig utroligt nok at denne operatør var endnu mere erfaren og empatisk end den første, og hun fik mig til at føle mig i trygge hænder på meget kort tid. Jeg er simpelthen så imponeret over det sygeplejefaglige personale jeg har mødt indtil videre i dette forløb.

Det er helt fantastisk hvor meget overskud, mange af de ansatte udviser, når de møder een som mig, som er ulykkelig og/eller bange, og som de virkelig lægger sig i selen for at giv mig en god oplevelse trods alt.

Hende her var helt specielt fantastisk, og jeg havde den største lyst til at vende bilen og købe kage eller chokolade til hende og kollegerne, da vi var på vej hjem. Men igen, jeg var træt af at være blevet så bange og ked af det, så jeg orkede det ikke. Heldigis skulle det dog vise sig, at jeg mødte hende senere i forløbet igen.

Knoglescanning og kostomlægning – Mandag 27/3-17

Knoglescanning og kostomlægning

Jeg skulle også scannes for at fastlægge, om kræften var spredt til knoglerne, før jeg kunne komme i behandling – en såkaldt Knogleskintigrafi.

Man skulle have sprøjtet kontrastvæske i blodåren, og så skulle man vente i 3 timer, før scanningen kunne begynde.

Da jeg skulle have lagt en nål i armen og have sprøjtet kontrastvæske ind, blev vi kaldt ind i et lille rum af en yngre kvinde. Hun virkede lidt usikker, men da jeg selv var meget nervøs, var jeg ikke sikker på, om jeg tolkede signalerne rigtigt – jeg følte nemlig på én eller anden måde, at tingene ikke helt var, som jeg gerne ville have dem til at være.

Mens hun gør klar til at stikke, begynder jeg at græde af nervøsitet. Hun er venlig og prøver at berolige mig, og stikker mig så i en åre i albuebøjningen. Sædvanen tro kigger jeg væk, men noget føles forkert, og jeg får bekræftet min mistanke, da hun siger ”Hov” og begynder at sidde og fumle med et stykke vat. Hun havde stukket forkert. ”Stak du forkert?”, spurgte jeg med tårerne trillende ned ad kinderne, og hun sagde meget lavt”Ja, men det er nok også fordi jeg er så nervøs…. Jeg bliver nødt til at stikke i den anden arm…..” Hun så mig ikke i øjnene, og det gik op for mig, at hun var meget grøn indenfor området. Jeg spurgte hende, om ikke hun havde en kollega på arbejde, der vidste hvordan man gjorde – hvilket hun svarede bekræftende  på og gik ud og fandt en anden kollega. Jeg orkede simpelthen ikke at skulle være forsøgskanin i min situation.

Efter indgift af kontrast forlod vi sygehuset og returnerede efter tre timer.

Jeg kom i en scanner, og lå under hele scanningen og forestillede mig, hvordan mine knogler var hårde, stærke og helt uigennemtrængelige for kræft, og at de bare ”shinede” så vildt.

Før scanningen oplyste operatøren af maskinen mig om, at man kunne risikere, at der var områder, som de ville have bedre billeder af – og i det tilfælde ville man skulle skifte til en ny scanner i et tilstødende lokale. Jeg skulle ikke være bekymret, for det kunne sagtens være, at man bare ville afkræfte en evt. mistanke til en forandring på et billede.

Da scanningen var færdig fik jeg at vide, at jeg skulle videre i den anden scanner.

Da jeg lå i den anden scanner kunne jeg svagt høre, at personalet talte om noget med mit bækken. Det gjorde mig faktisk lidt fortrøstningsfuld, idet jeg har en gammel arbejdsskade i bl.a. bækkenet, som formentlig efterhånden efter mange års drilleri ville kunne se lidt mystisk ud på billeder grundet fejlstillinger og slid.

Efter scanningen skulle jeg vente til dagen efter med svar, sagde de, for billederne ville ikke kunne nå at blive beskrevet samme dag grundet det sene tidspunkt på dagen efterhånden.

Igen den dag reddede sygeplejersken L. fra Mammaklinikken en stor del af mine dårlige nerver, idet hun pludselig ringede mig op om eftermiddagen. Hun ville bare lige informere mig om, at lægen M. lige hurtigt havde set på mine billeder, og at de så rigtig fine ud. Det var så fantastisk at opleve den kæmpemæssige omsorg fra hendes side for mig – jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort for at fortjene den, men hold da helt op hvor er jeg hende bare evigt taknemmelig!!!

Da jeg fik at vide, at jeg ikke kunne komme i behandling før efter en uges tid, panikkede jeg lidt, vil jeg indrømme. Jeg kunne nemlig mærke en varmende fornemmelse fra det syge bryst strålende ud derfra. Som en fornemmelse af at det spredte sig (hvilket det formentlig også var netop hvad det gjorde i sin egenskab af værende inflammatorisk, aggressiv brystkræft).

Jeg besluttede mig for at begynde at spise og drikke anti-inflammatorisk som et spinkelt forsøg på i det mindste at holde inflammationen lidt i ro, indtil jeg kunne opstarte kemobehandling. Så jeg googlede en masse om basiske/anti-inflammatoriske fødevarer, og indtog kun det fra diagnosen frem til start af kemobehandlingen (og tænker meget over det også her igennem behandlingen).

Det viste sig faktisk, at efter 3 dage med den strenge diæt stoppede den inflammatoriske fornemmelse af mit brystvæv og dermed også fornemmelsen af spredning. Jeg tror ikke på, at jeg ville kunne stoppe og/eller helbrede sygdommen ved kun at leve sundt og bruge alternativ behandling – for det tror jeg, at sygdommen er for aggressiv til. Men at have oplevet den store forandring gør, at jeg bestemt ikke vil betvivle, at mange fødevarer vil have en gavnlig indvirkning på kroppen og helbredet i almindelighed.

Scanning af knoglerne for at undersøge for spredning (billede lånt fra hospitalets brochure).