Lægesamtale på Kræftafdelingen – skift til ny behandling, tirsdag d. 9/5-17

Efter 2 gange af den første type kemoterapibehandling (“EC”), som var planlagt til 4 gange med 3 ugers mellemrum, samt en MR-mammografi skal jeg til lægesamtale om udviklingen i min sygdom.

Jeg er selv sagt meget spændt på samtalen, og har medbragt min mand. En rigtig god regel i sådan et kræftforløb er ALTID at have en ledsager med, når man kommer i situationer, hvor man kan risikere, at der skal ske noget nyt eller man skal have diverse nyheder.

Da jeg kom til den første lægesamtale fik jeg af lægen at vide, at man bestræber sig på, at hver patient har sin egen faste læge og sit eget faste sygeplejerske-team. Så stor var min forundring, da jeg den dag blev kaldt ind til en fremmed læge. Lægen var en dame lidt oppe i årene med en meget ligefrem facon, hvilket passer mig rigtig godt.

Hvad der dog mildest talt ikke passede mig særlig godt var, at hun efter grundig undersøgelse af mit bryst og sammenligning af scanningsbilleder fra start og til nu, besluttede sig for at skifte behandling… Hun fortalte mig simpelthen, at det ikke virkede som om at kemoen havde den ønskede effekt, og ”ud fra hvad vi ved om netop DIN kræftform, så er det ikke nok, at den står stille – den skal begynde at svinde nu”, sagde hun.

Jeg var SÅ frustreret, for jeg havde siden kemostart haft SÅ mange fornemmelser og stikken og smerter og murren og sager i brystet og i lymferne under armen, at jeg var stensikker på at det bare DØDE for vildt derinde – og så siger hun til mig, at der nærmest ikke er sket en skid…!?! Jeg blev skuffet, og ikke mindst bange – for hvad nu hvis den næste kemoterapitype heller ikke virkede ordentligt??

Det lovede lægen mig, at det med 95% sikkerhed nok skulle gøre – hun sagde at de havde kanongod erfaring med den næste form (“Taxol”), når man havde modtaget den første nogle gange til at starte på. Men man har jo desværre en tendens, når man sidder som kræftramt, til nemt at kunne komme til at fokusere på de sidste procenter, som det ikke går godt for;-(

Jeg krævede derfor at vide, hvad man så gjorde, hvis det nu mod forventning ikke virkede – ”Det skal du ikke være bange for, vi har mange skud i bøssen, og det er jo ikke sådan at vi bare læner os tilbage og siger ”Nå”, fik jeg heldigvis at vide.

Jeg gik derfra meget slået ud over at skulle skifte behandling, for nu havde jeg lige inde i mit hoved indstillet mig på, hvad jeg skulle igennem de næste uger. Det betød meget for mig at have en plan, efter at tilværelsen som jeg kendte den, pludselig var væltet med diagnosen for kort tid siden.

Desuden skulle jeg nu modtage kemoterapi én gang om ugen i 18 (ATTEN!) uger, hvilket for mig virkede fuldstændig uoverskueligt. Men havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg åndet lettet op ved tanken om at skulle gå fra EC til Taxol, idet Taxols bivirkninger for mig var meget mere forenelige med at kunne leve et normalt liv ved siden af kemoen. Jeg var dog bare meget bekymret, for så træt og utilpas, som EC gjorde mig, kunne jeg slet ikke overskue at have det HVER uge fremover….

Jeg havde aldrig drømt om at skulle bruge så mange timer af mit liv på Nørrebrogade i Aarhus.
Jeg kommer aldrig til at glemme dette sted.

Lægesamtale og om at have det svært ved sin krop – Tirsdag d. 18/4-17

Lægesamtale på Kræftafdelingen før 2. omgang kemoterapi (både samtale og kemo er hver 3. uge).

Her tjekkes op på mit helbred med en blodprøve, som fortæller lægen, om min krop kan holde til kemoterapi igen i morgen.
Der tales med lægen om eventuelle bivirkninger siden sidst, og man får råd vedr. dem.
Man kan stille spørgsmål om sin behandling, sine bekymringer mv.
Brystet undersøges/gennemføles af lægen, det samme gør berørte lymfeknuder, og der tages et billede af brystet fra forskellige vinkler, som kan bruges til sammenligning ved fremtidige samtaler.
Derefter er man klar til kemoterapi næste dag.

Jeg havde fået at vide, at de tilstræber, at man har den samme læge tilknyttet gennem forløbet, og de samme 2-3 sygeplejersker. Det skulle dog vise sig, at jeg først så ”min” (første) læge efter et par måneder igen. Undersøgelsen blev derfor lavet af en anden læge og med en anden sygeplejerske end sidst.

De spurgte, om jeg selv havde mærket nogen forandringer i brystet, og jeg måtte forklare dem, at jeg havde det SÅ svært ved overhovedet at tænke på, at jeg havde et bryst!
Jeg var bange for at mærke på det, og ikke mindst kigge på det – for jeg var panisk over tanken om selv at skulle opdage yderligere forværring i tilstanden uden en læge ved min side til at berolige mig. Som jeg sagde til dem, så havde jeg nærmest udviklet en form for neglect overfor min venstre side af brystkassen!

Der er det ved inflammatorisk brystkræft at som det udvikler sig, så kan overfladen af huden gå hen og ændre udseende – den kan blive nærmest fortykket med indtrækninger (ligne en appelsin) og man kan komme til at kunne se inflammationen udenpå huden. Min største skræk var at komme til at opleve det, for så ville det jo have udviklet sig yderligere.
Inflammatorisk kræft ønsker man sig bestemt ikke skal udvikle sig yderligere, da det spreder sig hurtigt.
Af den grund kiggede jeg absolut ikke på mit venstre bryst, rørte det helst heller ikke, og jeg havde min bh på alle døgnets timer pånær under bad. Bh´en holdt brystet på plads, som ellers var tungt og ømt og mindede mig om kræften. Jeg kunne slet ikke holde det ud.

De tog det meget seriøst, at jeg havde det så svært ved mig selv, og da de kiggede på brystet, beroligede de mig med, at mit bryst så absolut ikke var medtaget i forhold til hvad de ellers så, og at jeg slet ikke skulle være så bange for at se og føle – for det lignede altså stadig et fint bryst!
De var simpelthen SÅ søde, og det gjorde faktisk en forskel for mig i forhold til, at jeg om aftenen ”turde” afmontere min bh og sove uden for første gang længe. Tak for dem!
Sygeplejersken, K., der deltog, skulle senere vise sig at betyde rigtig meget for mig under mine behandlinger med kemoterapi. Mere om det og hende senere.

Lånt fra nettet.