Første besøg hos psykolog – Fredag d. 28/4-17

Første besøg hos psykolog Christina Blumensaat.

Efter adskillige gange at have tænkt, at jeg helt sikkert ikke kommer igennem dette forløb med mit mentale helbred intakt, valgte jeg simpelthen at kontakte en psykolog.

Jeg mødte nogle måneder før min diagnose, gennem min passion for nødstedte dyr, en yngre kvinde, AM, over Facebook. Det gik langsomt op for mig, at hun havde haft brystkræft, og da jeg selv blev ramt, spurgte jeg hende en dag over messenger (vi har ikke mødt hinanden), om hun mon havde benyttet sig af en psykolog her i området, og i så fald hvem.
Hun gav mig navnet på Christina Blumensaat, som hun havde brugt. Hun var efter sigende nok blevet skør, hvis ikke at hun havde haft sin gang ved hende. Hun havde fået betalt nogle timer af sin arbejdsplads, hvilket jeg desværre ikke kunne få.

Jeg kunne pludselig ikke lade være med igen at tænke, at alting tilsyneladende sker af en årsag – jeg mødte AM meget tilfældigt, men pludselig havde vi noget tilfælles, og hun viste sig at kunne være mig en god støtte. Tankevækkende.

Jeg kunne have valgt en anden psykolog med ydernummer, så jeg kunne få betalt 60 % af sygesikringen. Man henvises da via sin praktiserende læge, og der er som oftest lang ventetid. Jeg valgte i stedet at betale det hele selv, og så få en psykolog med kort varsel. Så fik jeg hjælpen straks, og jeg vidste, at hun var bekendt med kræftramte. Så måtte det være dyrere, men mit mentale helbred vurderer jeg på længere sigt til at være endnu mere kostbart!

Jeg går hos hende hver fjortende dag/hver tredje uge, og jeg er ikke sikker på, at jeg slipper hende før mit forløb er overstået. Der kommer hele tiden nye emner/nye udfordringer gennem forløbet.

Jeg bruger hende bl.a. til at tale om, hvordan jeg accepterer at stå i denne situation, og hvordan jeg kommer igennem alle de ubehagelige ting uden at miste forstanden. Hvor jeg bør lægge mit fokus i stedet, og hvordan jeg gør det. Det er bare nogle få eksempler.

Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis samtaler med en af deres rådgivere. Der kommer een til Randers hver anden mandag, hvor man kan booke en tid. Men der er desværre meget run på, så der kan gå op til halvanden måned mellem tiderne. Man kan også bruge KBs rådgivere i de kræftramtes hus i Aarhus, hvor det nok er nemmere at komme til samtale oftere. Men når man bor et godt stykke væk (45 minutters kørsel), så er overskuddet sjældent til “lige at tage en smuttur” dertil desværre.

Start på denne dagbog, rådgivning fra Kræftens Bekæmpelse og ”Store Tudeaften” – Mandag 10/4-17

Start på denne dagbog, rådgivning fra Kræftens Bekæmpelse og ”Store Tudeaften”

I dag, godt halvanden uge efter kemo, havde jeg endelig et stort overskud i forhold til tidligere til at starte op på denne dagbog. Jeg er blevet rådet til det af flere, da det kan være en god måde at samle tankerne på, at komme af med frustrationer, og være godt at kunne læse tilbage til da alting så allersortest ud – at man overkom det alligevel. Jeg griflede løs hele formiddagen, indtil vi over middag skulle til et møde med en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse.
Jeg havde bedt om at få lov at tale med hende (hun kommer hver fjortende dag i Randers, hvor man kan booke en tid hos hende), i et forsøg på at skabe lidt orden oveni det meget rodede hoved, jeg pt. er udstyret med.

Rådgiveren viste sig at være uddannet psykoterapeut, og hun var god til at komme med gode ideer til at cope med diverse problemstillinger relateret til dette kræftmareridt. Især var hun inde og komme med gode ideer til, hvordan vi bliver skarpe på at bede andre om hjælp, hvilket især Jacob kommer til at have svært ved. Hun talte også om hvordan en åben kommunikation Jacob og jeg imellem er vigtig, så vi forstår og respekterer hinanden, og at vi hver især kan have det svært. Vi står begge i en skidesvær situation, men alligevel ret meget alene, fordi jeg er ”ramt” og han er ”pårørende”.
Jeg tigger og beder til, at jeg også fremover vil respondere på kemoen, som jeg har gjort denne gang; Meget få bivirkninger udover trætheden, som bedres for hver dag, der går. For en uge siden sov jeg næsten hele dagen. Så gik jeg til at have en masse hvil i løbet af dagen, og frem til i dag hvor jeg ingen hvil har haft. Skiiidegodt, Egon!! Hvis bare det bliver ved med at være sådan her, så kan vi måske holde forløbet ud med rejst pande og kampgejst!!

Hele dagen har tanken om morgendagens forestående frisørbesøg kværnet i mit hoved. Her til aften får følelserne frit løb. Jeg kan slet ikke lige greje inde i mit hoved, hvordan jeg skal tænke om det at blive klippet skaldet, så det generer mig mindst muligt mentalt.
Jeg har faktisk svært ved at forstå, at jeg tager sådan på vej over det; som gammel ”flipper” har jeg været vant til at afprøve alle slags underlige frisurer og farver, og altid bare tænkt ”Noget af det mest sikre her i verden er da at ens hår vokser ud igen!”.
Men denne gang er noget andet – for denne gang er det imod min vilje. Jeg er faktisk nok generelt ret dårlig til at acceptere at gøre noget mod min vilje. Og jeg fik egentlig også dengang som ”flipper” mere end nok af at blive gloet efter, fordi jeg skilte mig ud fra mængden. Jeg forsøger at vænne mig til tanken, men bliver så irriteret over, at netop det at mangle mit hår dagligt vil komme til at minde mig om at jeg er syg. Netop som jeg måske lige havde glemt det et øjeblik? Jeg synes at et halvt år er rigtig længe at mangle hår på hovedet og ligne et æg!
Jeg tror det bliver utroligt mærkeligt, når frisøren fjerner mit lange hår, som når ned til skulderbladene, eller det ved jeg at det bliver – men det bliver så tilpas underligt, at jeg simpelthen ikke kan forestille mig min reaktion, det kan jeg mærke.
Jeg håber, at jeg kan vende det om til, at nu ligner jeg én af alle de andre cancer-slayers, og nu skal jeg bare være med i det korps mod den lortesygdom og sparke SÅ meget røv. Men jeg ved det ikke.
Nu her kl halv elleve om aftenen, hvor jeg ellers burde være på vej i seng, har jeg i stedet taget mig et glas rødvin og har sat mig til at skrive om alle mine tanker her.

Jeg havde også en svær snak med Siff i eftermiddag. Jeg fortalte hende, at det er ok at hun nemt bliver sur her for tiden, men at hun ikke skal lade tingene går ud over Lillebror. Hun fortalte mig, at hun nemt bliver sur, fordi Mor er syg. Jeg sagde til hende, at hun ikke må gå og bekymre sig unødigt, og at hun altid skal huske at spørge, hvis hun undrer sig over noget eller har brug for at vide mere. Hun spurgte så, hvad der ville ske, hvis hun kom til at smitte mig. Den stakkels pige er simpelthen bange for at smitte mig, fordi hun har hørt, at det kan være farligt for mig pga. mit nedsatte immunforsvar. Jeg forklarede hende, at jeg måske ville kunne få brug for at komme på hospitalet og få penicillin, men at det altså også var det. Og at hun endelig ikke må være bekymret for, om jeg dør, for det gør jeg IKKE! Hun kastede sig om halsen på mig, og ville ikke give slip igen, mens hun messede ”Du må ikke dø, Mor”. Enhver kan nok (næsten) sætte sig ind i, hvordan jeg havde det i netop det øjeblik…

Hygge