Om at være tilknyttet faste personer under sin behandling.

Det er gået op for mig, hvor vigtigt det åbenbart er for mig at omgive mig med folk, jeg stoler på, og som kan deres kram igennem dette forløb.

Da jeg fik diagnosen mærkede jeg også straks, at jeg lige så godt kunne lade alle parader falde – jeg ville blive nødt til at være hudløst ærlig gennem dette mareridt for ikke at ende med at blive sindssyg. Eller i hvert fald for at have gjort hvad jeg kunne for ikke at blive det…!

Til daglig er jeg vant til at have kontrol over mit liv, både privat og professionelt. Det har altid betydet meget for mig. Nu oplever jeg pludselig at miste kontrollen fuldstændig, og være nødt til at hengive mig til andre mennesker og forlade mig på, at de forhåbentlig også kan deres kram. Det er utroligt angstprovokerende for mig.

Jeg talte med min psykolog om at føle mig meget sårbar, og hun sammenlignede det med, at jeg hver gang, jeg skal behandles føler, at jeg afleverer mig selv i personalets hænder som et lille æg, og beder dem om at passe godt på mig, så jeg ikke går i stykker. Det er for mig faktisk et ret godt billede på det.

Jeg er meget sensibel overfor, om personalet virker selvsikkert eller nervøst, og jeg bliver meget utryg ved den mindste slinger i valsen.
De første gange jeg fik kemoterapi, var det med hjælp fra forskellige sygeplejesker, og der skulle ingenting til før jeg brød ud i gråd. Jeg var nervøs for, om de gjorde tingene rigtigt, om jeg ville reagere på medicinen, om alt virkede efter hensigten (f.eks. om venflon kunne lægges i første hug) og alt muligt andet.
Jeg blev flere gange rådet til at tage en beroligende pille før hvert besøg, men havde ikke lyst, fordi jeg ikke ønskede at miste kontrollen yderligere over den lille bitte smule (mig selv og min krop), som jeg følte, at jeg stadig kunne have kontrol over.
Efter nogle tårevædede besøg på afdelingen tog et par af sygeplejerskerne mig under deres vinger, således at det så vidt muligt altid er én af dem, der giver mig mine behandlinger. De bad mig også tage bare en halv beroligende pille inden jeg kom, og beroligede mig med, at jeg ikke ville miste nogen kontrol pga. det. Så jeg begyndte rent faktisk at høre efter.

Især sygeplejersken K. har jeg haft mange gange efterhånden (i skrivende stund har jeg fået 11 behandlinger). Hun er en person, som er meget roligt fremtrædende, og alligevel myndig og i stand til at skabe en tillid til at hun faktisk ved, hvad hun laver.
Hun har også en god måde at implementere humor i sit arbejde, hvilket jeg altid også selv har brugt rigtig meget i mit fag.
K. siger, at hun gør alt for at få mig som ”arbejdsopgave” om onsdagen, og er jeg ”sat på en anden”, så forsøger hun altid at bytte sig frem til mig. Hun har virkelig fanget, hvor vigtigt det er for mig, at der er genkendelighed i disse sårbare situationer for mig.
Jeg skylder hende bare alverden! Var det cirkus med skiftende sygeplejersker fortsat gennem alle mine behandlinger, så var jeg gået nedenom og hjem psykisk! Jeg føler mig SÅ priviligeret, og jeg vil aldrig glemme det. Hun burde minimum få en fucking guldmedalje for sin kæmpestore empatiske evner! Om ikke andet så i hvert fald et skulderklap for at bestræbe sig på at udføre afdelingens teorier og visioner i praksis…

Da jeg startede i behandling, fik jeg jo netop oplyst, at man ”bestræbte sig på” at hver patient var tilknyttet et fast team af læge(r) og sygeplejersker. At de rent faktisk har tænkt tanken er da altid positivt, men længere er man vist ikke kommet det i praksis. Det er for dårligt, synes jeg, og jeg håber ikke at K. kommer i klemme ved chefen eller kollegerne for at opfylde mit behov for tryghed…