Lægesamtale og om at have det svært ved sin krop – Tirsdag d. 18/4-17

Lægesamtale på Kræftafdelingen før 2. omgang kemoterapi (både samtale og kemo er hver 3. uge).

Her tjekkes op på mit helbred med en blodprøve, som fortæller lægen, om min krop kan holde til kemoterapi igen i morgen.
Der tales med lægen om eventuelle bivirkninger siden sidst, og man får råd vedr. dem.
Man kan stille spørgsmål om sin behandling, sine bekymringer mv.
Brystet undersøges/gennemføles af lægen, det samme gør berørte lymfeknuder, og der tages et billede af brystet fra forskellige vinkler, som kan bruges til sammenligning ved fremtidige samtaler.
Derefter er man klar til kemoterapi næste dag.

Jeg havde fået at vide, at de tilstræber, at man har den samme læge tilknyttet gennem forløbet, og de samme 2-3 sygeplejersker. Det skulle dog vise sig, at jeg først så ”min” (første) læge efter et par måneder igen. Undersøgelsen blev derfor lavet af en anden læge og med en anden sygeplejerske end sidst.

De spurgte, om jeg selv havde mærket nogen forandringer i brystet, og jeg måtte forklare dem, at jeg havde det SÅ svært ved overhovedet at tænke på, at jeg havde et bryst!
Jeg var bange for at mærke på det, og ikke mindst kigge på det – for jeg var panisk over tanken om selv at skulle opdage yderligere forværring i tilstanden uden en læge ved min side til at berolige mig. Som jeg sagde til dem, så havde jeg nærmest udviklet en form for neglect overfor min venstre side af brystkassen!

Der er det ved inflammatorisk brystkræft at som det udvikler sig, så kan overfladen af huden gå hen og ændre udseende – den kan blive nærmest fortykket med indtrækninger (ligne en appelsin) og man kan komme til at kunne se inflammationen udenpå huden. Min største skræk var at komme til at opleve det, for så ville det jo have udviklet sig yderligere.
Inflammatorisk kræft ønsker man sig bestemt ikke skal udvikle sig yderligere, da det spreder sig hurtigt.
Af den grund kiggede jeg absolut ikke på mit venstre bryst, rørte det helst heller ikke, og jeg havde min bh på alle døgnets timer pånær under bad. Bh´en holdt brystet på plads, som ellers var tungt og ømt og mindede mig om kræften. Jeg kunne slet ikke holde det ud.

De tog det meget seriøst, at jeg havde det så svært ved mig selv, og da de kiggede på brystet, beroligede de mig med, at mit bryst så absolut ikke var medtaget i forhold til hvad de ellers så, og at jeg slet ikke skulle være så bange for at se og føle – for det lignede altså stadig et fint bryst!
De var simpelthen SÅ søde, og det gjorde faktisk en forskel for mig i forhold til, at jeg om aftenen ”turde” afmontere min bh og sove uden for første gang længe. Tak for dem!
Sygeplejersken, K., der deltog, skulle senere vise sig at betyde rigtig meget for mig under mine behandlinger med kemoterapi. Mere om det og hende senere.

Lånt fra nettet.