At ville skrive sin blog – men ikke orke det, 13. november 2017

Jeg har hele tiden ønsket at denne dagbog skulle følge mit forløb slavisk,og at jeg skulle skrive den som forløbet skrider frem.Jeg var dog ikke lige helt forberedt på kemoterapiens og generelt behandlingens og oplevelsernes indvirkning på krop og sjæl, tror jeg.

Det er meget længe siden, at jeg har opdateret her på bloggen, og her til aften har jeg netop udgivet nogle indlæg med oplevelser fra maj. Jeg skriver dagligt på bloggen her – inde i mit hoved i hvert fald….;-) Men først idag har jeg haft modet til at sætte mig ned og bruge tid på at skrive, redigere, sætte billeder ind fra min tlf. med mere. For der har simpelthen været sket det, at jeg slet ikke har haft overblik, hukommelse, energi og motivation til det i laaaaang tid.

Jeg havde hørt og læst en del om begrebet “Kemohjerne”, men absolut ikke forbundet det med noget, som jeg ville komme til at lide af, og jeg følte mig rigtig længe gennem behandlingen helt klar på øverste etage. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og gradvist begyndte jeg at have sværere ved at huske, ved at have et overblik og generelt bare at have energi nok til at sætte mig ned foran computeren. Jeg har stadig rigtig mange udfordringer i forhold til hukommelse og overblik, men jeg håber at kemoen blot skal ordentligt ud af kroppen og at nye hjerneceller skal gendannes, så jeg bliver mit gamle jeg igen snart. Jeg har dog også den udfordring, at jeg før min kræftdiagnose var voldsomt stresset, og derfor allerede der manglede en ret stor del af min hukommelses tidligere kapacitet.

Min søster og jeg blev inviteret til intimkoncert med Nabiha en aften for ikke så længe siden. Det var en dejlig aften, og ikke mindst så rørende, når venner tænker på een og forkæler een.

Jeg har brugt Facebook jævnligt til at opdatere vennekredsen i forhold til, hvordan mit kræftforløb skrider frem, hvilket har været helt fantastisk både for mig og dem; Jeg kan mærke, når der er gået for lang tid imellem en opdatering – for så spørger alle mig som det første, når de møder mig, om der er nyt. De jævnlige opdateringer på facebook har nemlig gjort, at alle har kunnet følge med, og derfor har villet konversere med mig helt almindeligt som “i gamle dage”, når vi har mødtes – og sikke da en lettelse det kan være.

Men jeg ved også, at en del af dem følger min blog, for at få et lidt mere nuanceret indblik i mit liv med sygdommen, og jeg har derfor haft det rigtig træls med ikke at være i stand til at opdatere løbende.

Nu har jeg besluttet mig for, at jeg opdaterer i kronologisk rækkefølge, når jeg har tid og føler for det – og ellers skriver jeg, ligesom nu, indlæg i de forskellige månedsvise kategorier herinde, som det nu lige passer – ellers får jeg aldrig skrevet alt det, jeg har på hjerte. Og det er meget!;-)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.