Jeg har købt kunst, der gør mig glad i låget;-D

Jeg trængte simpelthen til at omgive mig med noget, der gjorde mig glad i låget!
Det kunne jeg lige mærke ekstra kraftigt, da jeg en dag så på Facebook, at en af mine venner derinde havde trykket “Synes godt om” noget, som en eller anden for mig helt ukendt keramiker havde lavet.

Jeg har altid haft et godt øje til keramik, og jeg var faktisk også ret glad for at være kreativ med ler i skolen. På gymnasiet fik jeg 11 for et projekt med ler samt en opmuntring (eller nærmere en ordre) fra læreren om at søge ind på Kunstakademiet senere i livet. Det kom aldrig til at ske, men jeg har aldrig mistet min kærlighed til keramik.

Nå men den “likede” kunstner viste sig at hedde Maja Linding, og hun havde kreeret de mest pragtfulde små fantasifigurer, “Snøfler”, som jeg slet ikke kunne få øjnene fra. Der er lavet en af hver, og det var frygteligt svært at bestemme sig for, hvilke af dem der skulle hjem til mig at bo – for jeg kunne have adopteret hele banden, hvis jeg havde haft råd!!

Jeg endte med at måtte beherske mig, og nøjes med at bestille 3 fuldstændigt pragtfulde fabeldyr, som jeg senere hen fik fortalt af kunstneren selv, faktisk anses af hende for at være særligt lykkebringende. Jamen så er de jo kommet det helt rigtige sted hen!!!

Dette fabelagtige trekløver står nu i min vindueskarm i køkkenet og gør mig glad hver dag.

GODE RÅD, når du får en kræftsygdom

DETTE INDLÆG REVIDERES EFTERHÅNDEN SOM JEG BLIVER KLOGERE!

– Google-forbud: Et meget vigtigt forbud, hvis ikke du eksempelvis vil drive dig selv til vanvid med dårlige statistikker om din sygdom, som allerede er forældede. Der sker SÅ meget på forskningsområdet, at de statistikker, der talte sandt for 2 år siden, ikke behøver at tale sandt nu! Husk det!

– Vær egoistisk – tænk på dig selv og din egen helbredelse, og tag ikke de vilde hensyn til alle andre. Det kan du begynde på igen, når du ER rask – nu skal du bare fokusere på at blive det.

– Lav gode ting for dig selv. Gør det, som gør dig glad. Tænk over, hvad dit liv bør indeholde. Skil dig af med det, der ikke gør dig noget godt.

– Tænk på 3 gode ting før du falder i søvn. Det gør det nemmere at falde i søvn, man undgår nemmere tankemylder.

– Sov ikke i løbet af dagen, hvis du har svært ved at falde i søvn om aftenen.

– Husk at spise sund, proteinrig kost. Og IKKE fodre kræften med sukker, som den lever godt af.

Første besøg hos psykolog – Fredag d. 28/4-17

Første besøg hos psykolog Christina Blumensaat.

Efter adskillige gange at have tænkt, at jeg helt sikkert ikke kommer igennem dette forløb med mit mentale helbred intakt, valgte jeg simpelthen at kontakte en psykolog.

Jeg mødte nogle måneder før min diagnose, gennem min passion for nødstedte dyr, en yngre kvinde, AM, over Facebook. Det gik langsomt op for mig, at hun havde haft brystkræft, og da jeg selv blev ramt, spurgte jeg hende en dag over messenger (vi har ikke mødt hinanden), om hun mon havde benyttet sig af en psykolog her i området, og i så fald hvem.
Hun gav mig navnet på Christina Blumensaat, som hun havde brugt. Hun var efter sigende nok blevet skør, hvis ikke at hun havde haft sin gang ved hende. Hun havde fået betalt nogle timer af sin arbejdsplads, hvilket jeg desværre ikke kunne få.

Jeg kunne pludselig ikke lade være med igen at tænke, at alting tilsyneladende sker af en årsag – jeg mødte AM meget tilfældigt, men pludselig havde vi noget tilfælles, og hun viste sig at kunne være mig en god støtte. Tankevækkende.

Jeg kunne have valgt en anden psykolog med ydernummer, så jeg kunne få betalt 60 % af sygesikringen. Man henvises da via sin praktiserende læge, og der er som oftest lang ventetid. Jeg valgte i stedet at betale det hele selv, og så få en psykolog med kort varsel. Så fik jeg hjælpen straks, og jeg vidste, at hun var bekendt med kræftramte. Så måtte det være dyrere, men mit mentale helbred vurderer jeg på længere sigt til at være endnu mere kostbart!

Jeg går hos hende hver fjortende dag/hver tredje uge, og jeg er ikke sikker på, at jeg slipper hende før mit forløb er overstået. Der kommer hele tiden nye emner/nye udfordringer gennem forløbet.

Jeg bruger hende bl.a. til at tale om, hvordan jeg accepterer at stå i denne situation, og hvordan jeg kommer igennem alle de ubehagelige ting uden at miste forstanden. Hvor jeg bør lægge mit fokus i stedet, og hvordan jeg gør det. Det er bare nogle få eksempler.

Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis samtaler med en af deres rådgivere. Der kommer een til Randers hver anden mandag, hvor man kan booke en tid. Men der er desværre meget run på, så der kan gå op til halvanden måned mellem tiderne. Man kan også bruge KBs rådgivere i de kræftramtes hus i Aarhus, hvor det nok er nemmere at komme til samtale oftere. Men når man bor et godt stykke væk (45 minutters kørsel), så er overskuddet sjældent til “lige at tage en smuttur” dertil desværre.

MR-mammografi nr. 2 – Onsdag d. 26/4-17

MR-mammografi nr. 2.

Der er ikke så meget andet at berette om nr. 2 scanning, end at jeg jo igen skulle have kontrast i venflon, og derfor igen var skidenervøs for at blive kaldt ind.

Jeg havde håbet at blive kaldt ind af den samme rare operatør som sidst, men det var endnu et ukendt ansigt, der stak hovedet ud af døren og bød mig indenfor.

Allerede før jeg nåede at hilse, tudede jeg igen, men det viste sig utroligt nok at denne operatør var endnu mere erfaren og empatisk end den første, og hun fik mig til at føle mig i trygge hænder på meget kort tid. Jeg er simpelthen så imponeret over det sygeplejefaglige personale jeg har mødt indtil videre i dette forløb.

Det er helt fantastisk hvor meget overskud, mange af de ansatte udviser, når de møder een som mig, som er ulykkelig og/eller bange, og som de virkelig lægger sig i selen for at giv mig en god oplevelse trods alt.

Hende her var helt specielt fantastisk, og jeg havde den største lyst til at vende bilen og købe kage eller chokolade til hende og kollegerne, da vi var på vej hjem. Men igen, jeg var træt af at være blevet så bange og ked af det, så jeg orkede det ikke. Heldigis skulle det dog vise sig, at jeg mødte hende senere i forløbet igen.

Om at være tilknyttet faste personer under sin behandling.

Det er gået op for mig, hvor vigtigt det åbenbart er for mig at omgive mig med folk, jeg stoler på, og som kan deres kram igennem dette forløb.

Da jeg fik diagnosen mærkede jeg også straks, at jeg lige så godt kunne lade alle parader falde – jeg ville blive nødt til at være hudløst ærlig gennem dette mareridt for ikke at ende med at blive sindssyg. Eller i hvert fald for at have gjort hvad jeg kunne for ikke at blive det…!

Til daglig er jeg vant til at have kontrol over mit liv, både privat og professionelt. Det har altid betydet meget for mig. Nu oplever jeg pludselig at miste kontrollen fuldstændig, og være nødt til at hengive mig til andre mennesker og forlade mig på, at de forhåbentlig også kan deres kram. Det er utroligt angstprovokerende for mig.

Jeg talte med min psykolog om at føle mig meget sårbar, og hun sammenlignede det med, at jeg hver gang, jeg skal behandles føler, at jeg afleverer mig selv i personalets hænder som et lille æg, og beder dem om at passe godt på mig, så jeg ikke går i stykker. Det er for mig faktisk et ret godt billede på det.

Jeg er meget sensibel overfor, om personalet virker selvsikkert eller nervøst, og jeg bliver meget utryg ved den mindste slinger i valsen.
De første gange jeg fik kemoterapi, var det med hjælp fra forskellige sygeplejesker, og der skulle ingenting til før jeg brød ud i gråd. Jeg var nervøs for, om de gjorde tingene rigtigt, om jeg ville reagere på medicinen, om alt virkede efter hensigten (f.eks. om venflon kunne lægges i første hug) og alt muligt andet.
Jeg blev flere gange rådet til at tage en beroligende pille før hvert besøg, men havde ikke lyst, fordi jeg ikke ønskede at miste kontrollen yderligere over den lille bitte smule (mig selv og min krop), som jeg følte, at jeg stadig kunne have kontrol over.
Efter nogle tårevædede besøg på afdelingen tog et par af sygeplejerskerne mig under deres vinger, således at det så vidt muligt altid er én af dem, der giver mig mine behandlinger. De bad mig også tage bare en halv beroligende pille inden jeg kom, og beroligede mig med, at jeg ikke ville miste nogen kontrol pga. det. Så jeg begyndte rent faktisk at høre efter.

Især sygeplejersken K. har jeg haft mange gange efterhånden (i skrivende stund har jeg fået 11 behandlinger). Hun er en person, som er meget roligt fremtrædende, og alligevel myndig og i stand til at skabe en tillid til at hun faktisk ved, hvad hun laver.
Hun har også en god måde at implementere humor i sit arbejde, hvilket jeg altid også selv har brugt rigtig meget i mit fag.
K. siger, at hun gør alt for at få mig som ”arbejdsopgave” om onsdagen, og er jeg ”sat på en anden”, så forsøger hun altid at bytte sig frem til mig. Hun har virkelig fanget, hvor vigtigt det er for mig, at der er genkendelighed i disse sårbare situationer for mig.
Jeg skylder hende bare alverden! Var det cirkus med skiftende sygeplejersker fortsat gennem alle mine behandlinger, så var jeg gået nedenom og hjem psykisk! Jeg føler mig SÅ priviligeret, og jeg vil aldrig glemme det. Hun burde minimum få en fucking guldmedalje for sin kæmpestore empatiske evner! Om ikke andet så i hvert fald et skulderklap for at bestræbe sig på at udføre afdelingens teorier og visioner i praksis…

Da jeg startede i behandling, fik jeg jo netop oplyst, at man ”bestræbte sig på” at hver patient var tilknyttet et fast team af læge(r) og sygeplejersker. At de rent faktisk har tænkt tanken er da altid positivt, men længere er man vist ikke kommet det i praksis. Det er for dårligt, synes jeg, og jeg håber ikke at K. kommer i klemme ved chefen eller kollegerne for at opfylde mit behov for tryghed…

At have en travl kalender – Onsdag 19/4-17

At have en travl kalender.

Kemoterapi for 2. gang.
Her 3 uger efter første kemoterapi følte jeg mig næsten som mit gamle jeg igen – det var pragtfuldt efter at have slæbt sig gennem de sidste uger.
Det var også derfor rigtig hårdt at skulle tage til 2. behandling, fordi jeg nu næsten var klar over, hvilke bivirkninger, jeg kunne forvente (hvis ikke der ville opstå nye og spændende oveni), og jeg derfor også var klar over, at det ville blive rigtig hårdt at blive ”bombet tilbage til stenalderen” igen.

På forhånd havde jeg aftalt med mine forældre, at jeg ville blive kørt hjem til dem næste morgen, hvor trætheden nok for alvor ville slå til, og så blive der 1-2 overnatninger. Dette for at skåne Jacob for ekstra-arbejde, for at skåne ungerne for at se mig ligge helt flad, og for at gøre mig selv en tjeneste ifht. at kunne slappe bedst af.
Det viste sig at være en god ide, for jeg var næste morgen også en smule forkvalmet, og jeg fik et blodtryksfald under toiletbesøg, hvor jeg måtte skynde mig ned og ligge på sofaen, fordi jeg var ved at besvime – det flimrede for øjnene og jeg storsvedte. Derfor var jeg fint tryg ved at være hos mine forældre, så jeg ikke skulle være alene i løbet af dagene.

Det at være sygemeldt på fuld tid som jeg er, betyder ikke, at man ikke har planer i løbet af ugen. Jeg oplever pludselig, at det kan være en slags fuldtidsarbejde at være kræftpatient med alle de undersøgelser, behandlinger og andre aftaler, man hurtigt får fyldt sin kalender med.
Jeg talte med en tidligere kræftpatient som fortalte mig, at det værste for hende næsten havde været, at hun følte, at alle andre pludselig skulle bestemme over hendes liv; Så skulle hun være der kl. ditten, og der kl. datten den og den dag måneden igennem – det irriterede hende grænseløst, og jeg begyndte den næste tid at finde ud af, hvad hun mente.

Indtil videre har min kalender været eller er stadig opfyldt af diverse scanninger, undersøgelser, lægebesøg, kemoterapibehandlinger, psykologsamtaler, samtaler med rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse, samtaler med Kræftkoordinator fra kommunen, samtaler med eller opkald fra sagsbehandler og min leder, mindfulness, træning, osv. osv. Faktisk er jeg næsten afsted oftere til samtaler end jeg plejede at være afsted på arbejde.

Lægesamtale og om at have det svært ved sin krop – Tirsdag d. 18/4-17

Lægesamtale på Kræftafdelingen før 2. omgang kemoterapi (både samtale og kemo er hver 3. uge).

Her tjekkes op på mit helbred med en blodprøve, som fortæller lægen, om min krop kan holde til kemoterapi igen i morgen.
Der tales med lægen om eventuelle bivirkninger siden sidst, og man får råd vedr. dem.
Man kan stille spørgsmål om sin behandling, sine bekymringer mv.
Brystet undersøges/gennemføles af lægen, det samme gør berørte lymfeknuder, og der tages et billede af brystet fra forskellige vinkler, som kan bruges til sammenligning ved fremtidige samtaler.
Derefter er man klar til kemoterapi næste dag.

Jeg havde fået at vide, at de tilstræber, at man har den samme læge tilknyttet gennem forløbet, og de samme 2-3 sygeplejersker. Det skulle dog vise sig, at jeg først så ”min” (første) læge efter et par måneder igen. Undersøgelsen blev derfor lavet af en anden læge og med en anden sygeplejerske end sidst.

De spurgte, om jeg selv havde mærket nogen forandringer i brystet, og jeg måtte forklare dem, at jeg havde det SÅ svært ved overhovedet at tænke på, at jeg havde et bryst!
Jeg var bange for at mærke på det, og ikke mindst kigge på det – for jeg var panisk over tanken om selv at skulle opdage yderligere forværring i tilstanden uden en læge ved min side til at berolige mig. Som jeg sagde til dem, så havde jeg nærmest udviklet en form for neglect overfor min venstre side af brystkassen!

Der er det ved inflammatorisk brystkræft at som det udvikler sig, så kan overfladen af huden gå hen og ændre udseende – den kan blive nærmest fortykket med indtrækninger (ligne en appelsin) og man kan komme til at kunne se inflammationen udenpå huden. Min største skræk var at komme til at opleve det, for så ville det jo have udviklet sig yderligere.
Inflammatorisk kræft ønsker man sig bestemt ikke skal udvikle sig yderligere, da det spreder sig hurtigt.
Af den grund kiggede jeg absolut ikke på mit venstre bryst, rørte det helst heller ikke, og jeg havde min bh på alle døgnets timer pånær under bad. Bh´en holdt brystet på plads, som ellers var tungt og ømt og mindede mig om kræften. Jeg kunne slet ikke holde det ud.

De tog det meget seriøst, at jeg havde det så svært ved mig selv, og da de kiggede på brystet, beroligede de mig med, at mit bryst så absolut ikke var medtaget i forhold til hvad de ellers så, og at jeg slet ikke skulle være så bange for at se og føle – for det lignede altså stadig et fint bryst!
De var simpelthen SÅ søde, og det gjorde faktisk en forskel for mig i forhold til, at jeg om aftenen ”turde” afmontere min bh og sove uden for første gang længe. Tak for dem!
Sygeplejersken, K., der deltog, skulle senere vise sig at betyde rigtig meget for mig under mine behandlinger med kemoterapi. Mere om det og hende senere.

Lånt fra nettet.