Sure kælling, lørdag d. 25/11-17

Jeg er simpelthen så pissetræt af det her sygdomshalløj efterhånden.

Det startede jo i marts med at jeg pludselig fik kræftdiagnosen, og det er edderhyleme ved at føles som alvorligt længe siden!

At det efterhånden går op for mig, at det resten af mit liv skal have lov til at fylde – det er noget af det, der virkelig sætter mit pis i kog! Resten af mine dage skal jeg åbenbart leve med frygten for tilbagefald, fordi den efter at have haft kræft een gang faktisk er reel, hvilket vil tvinge mig til at have en større opmærksomhed på min krops signaler end jeg nok ellers ville have haft. Det kommer til at forfølge mig ALTID… Før jeg fik kræft troede jeg at 1) Man dør af det, 2) Man bliver rask. Enten/eller. Jeg er blevet så meget klogere. Og det kommer omverdenen også til at blive, hvis det står til mig – for det er helt sikkert den generelle opfattelse, den som jeg førhen lagde for dagen.

Jeg har lige puttet Toke. Da vi ligger i hans seng og læser, lægger han sit hoved op på min venstre skulder. Han mærker, at jeg spænder lidt op, fordi den er øm, fjerner sit hoved igen og så siger han “Ih altså mor, det er en træls side, du er blevet opereret i – det er jo lige i den side hvor jeg skulle lægge mit hoved”. Jamen for helvede da altså, hvor er jeg PISSETRÆT af at den lortesygdom og dens bi- og eftervirkninger skal have en plads i mit liv nu, og måske også resten af min tid.

Jeg har problemer med min hukommelse, lidt med balancen, er øm i alle led i kroppen, mine negle er sprøde og neglebåndene helt tilbagetrukne, min hud er uren, mine øjenbryn er tynde, jeg mangler mit lange hår og mit ene bryst!! Har ondt i min venstre skulder, som ikke kan bevæge sig ordentligt efter at huden ved operationsstedet er vokset fast på ribbenene, er øm på hele det stykke hvor brystet sad og under armen, har ondt hvor min port sad i den anden side på den muskel, den var fæstnet til. Er møghamrende anspændt mange steder i kroppen og har ofte hovedpine. Jeg har en smule tinnitus og er blevet meget lydfølsom. Og har fantom-kløe på det bryst, jeg ikke har mere. Og som jeg sidder her og lister op, så har jeg sikkert glemt halvdelen, og så er vi tilbage til den elendige hukommelse igen! Forleden dag, da Siff holdt fødselsdag for pigerne i klassen, havde jeg nær aldrig fundet præmien til skattejagten, fordi jeg havde pakket den væk dagen før og på ingen måde kunne komme i tanker om  hvor jeg havde sat den… Jeg måtte gennemgå alle de steder, hvor jeg ville have kunnet finde på at stille posen med slikket i, for jeg kunne ikke komme i tanker om, hvor den var – om det så gjaldt en årsløn! Det er altså ret invaliderende… Herhjemme har ordsproget “Intet er væk, før selv Mor ikke kan finde det” altid været gældende – det er det desværre ikke mere. Og det irriterer mig!

Det jeg i virkeligheden nok virkelig trænger til lige nu er en pause fra kræftsygdom. Siden marts har alle omkring mig kunnet fortsætte deres liv med jobs, skolegang, børnehave, sommerferier, fritidsinteresser, you name it, mens jeg hver eneste fucking dag har måttet leve med den lortekræft inde på livet, ja faktisk inde i kroppen, uden en eneste chance for liiiiige at sende den ud ad døren et øjeblik for at få en pause fra den… Man kan ikke løbe væk fra den fordømte sygdom, og skal finde sig i, at den er i kroppen døgnet rundt – og så forsøge at leve med det. At finde fred med det. Undskyld mit franske, men det er satme det sværeste, jeg har prøvet i mit liv! Jeg kan ikke hvile i det, specielt ikke når man aldrig ved om sygdommen er på tilbagetog eller breder sig i kroppen med lynets hast – det er nemlig langt fra sikkert, at man kan mærke det.

Jeg er så indebrændt vred over, at denne sygdom har fået lov til at påvirke mine ellers sorgløse børn, og har såret min familie. Jeg forstår godt de ord, jeg har læst flere gange; “Jeg ville ønske at kræften selv fik kræft og døde af det!”.

Og alligevel så kan jeg jo ikke lade være med hele tiden at sætte denne sygdom op mod alverdens andre sygdomme, folk kan lide af, og tænke, om ikke jeg måske nærmest bør betegne mig som heldig, idet man jo rent teoretisk har en chance for at overleve, hvilket flere andre ikke har. Tag eksempelvis sclerose, som min svigermor led af – det er jo en sygdom, som ikke kan kureres, men som skrider fremad år efter år. Jeg kunne også have fået en blodprop og være lammet af den. Der kunne være tilstødt mig mange andre ting. Men helt ærligt, så har jeg faktisk svært ved at føle mig heldig…

Jeg ved ikke helt, om dette indlæg giver mening. Jeg tænker, at det måske kan give pårørende en idé om, hvad man også tumler med som kræftramt, som kan gøre en irriteret og ked af det.

 

At ville skrive sin blog – men ikke orke det, 13. november 2017

Jeg har hele tiden ønsket at denne dagbog skulle følge mit forløb slavisk,og at jeg skulle skrive den som forløbet skrider frem.Jeg var dog ikke lige helt forberedt på kemoterapiens og generelt behandlingens og oplevelsernes indvirkning på krop og sjæl, tror jeg.

Det er meget længe siden, at jeg har opdateret her på bloggen, og her til aften har jeg netop udgivet nogle indlæg med oplevelser fra maj. Jeg skriver dagligt på bloggen her – inde i mit hoved i hvert fald….;-) Men først idag har jeg haft modet til at sætte mig ned og bruge tid på at skrive, redigere, sætte billeder ind fra min tlf. med mere. For der har simpelthen været sket det, at jeg slet ikke har haft overblik, hukommelse, energi og motivation til det i laaaaang tid.

Jeg havde hørt og læst en del om begrebet “Kemohjerne”, men absolut ikke forbundet det med noget, som jeg ville komme til at lide af, og jeg følte mig rigtig længe gennem behandlingen helt klar på øverste etage. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og gradvist begyndte jeg at have sværere ved at huske, ved at have et overblik og generelt bare at have energi nok til at sætte mig ned foran computeren. Jeg har stadig rigtig mange udfordringer i forhold til hukommelse og overblik, men jeg håber at kemoen blot skal ordentligt ud af kroppen og at nye hjerneceller skal gendannes, så jeg bliver mit gamle jeg igen snart. Jeg har dog også den udfordring, at jeg før min kræftdiagnose var voldsomt stresset, og derfor allerede der manglede en ret stor del af min hukommelses tidligere kapacitet.

Min søster og jeg blev inviteret til intimkoncert med Nabiha en aften for ikke så længe siden. Det var en dejlig aften, og ikke mindst så rørende, når venner tænker på een og forkæler een.

Jeg har brugt Facebook jævnligt til at opdatere vennekredsen i forhold til, hvordan mit kræftforløb skrider frem, hvilket har været helt fantastisk både for mig og dem; Jeg kan mærke, når der er gået for lang tid imellem en opdatering – for så spørger alle mig som det første, når de møder mig, om der er nyt. De jævnlige opdateringer på facebook har nemlig gjort, at alle har kunnet følge med, og derfor har villet konversere med mig helt almindeligt som “i gamle dage”, når vi har mødtes – og sikke da en lettelse det kan være.

Men jeg ved også, at en del af dem følger min blog, for at få et lidt mere nuanceret indblik i mit liv med sygdommen, og jeg har derfor haft det rigtig træls med ikke at være i stand til at opdatere løbende.

Nu har jeg besluttet mig for, at jeg opdaterer i kronologisk rækkefølge, når jeg har tid og føler for det – og ellers skriver jeg, ligesom nu, indlæg i de forskellige månedsvise kategorier herinde, som det nu lige passer – ellers får jeg aldrig skrevet alt det, jeg har på hjerte. Og det er meget!;-)