Om denne blog og om mig

VELKOMMEN TIL DENNE SIDE, SOM HANDLER OM AT FÅ STILLET DIAGNOSEN INFLAMMATORISK BRYSTKRÆFT OG DEREFTER LEVE SIT LIV VIDERE PÅ BEDSTE BESKUB, ELLER HVAD MAN NU VIL KALDE DET – EEN TING ER SIKKERT; DET ER I HVERT FALD DET MODSATTE AF “SOM OM INTET VAR HÆNDT”!

Jeg forestiller mig, at denne side med fordel kan læses af patienter, pårørende og sundhedspersonale i et forsøg på at blive klogere på, hvad en kræftdiagnose gør ved et menneske på godt og ondt, og på alle niveauer i tilværelsen.

Personligt troede jeg før min kræftdiagnose, at jeg havde en ide´om, hvad det vil sige at leve med kræft. Det kan jeg med overbevisning i stemmen sige, at jeg overhovedet ikke havde. Og det til trods for, at jeg kender/har kendt flere der har haft diagnosen.

Det at få stillet en kræftdiagnose er noget, der pludselig ændrer ens liv så radikalt, at man ikke i sin vildeste fantasti havde forestillet sig, at det ville kunne lade sig gøre.
Det har indflydelse på alle områder i livet; hverdagen, familielivet, arbejdslivet, venskabskredsen, vaner, selvopfattelse, identitet – you name it.

Min helt store agenda er at sikre, at intet ved en kræftdiagnose skal være tabu!

At få en kræftdiagnose og kunne overleve med sit mentale helbred nogenlunde intakt kræver en stor forståelse og opbakning fra omgangskredsen.
Det opnår man kun ved at turde være ærlig overfor dem omkring sig ifht. hvordan man har det, og hvilke behov man har. Det kan folk altså ikke gætte sig til.

Det kræver, at man tør smide sine barrikader uanset hvor privat et menneske man tidligere har været. Det har personligt været en af mine største udfordringer, men det har i den grad været helt afgørende for at kunne være i situationen uden at knække helt.

OM MIG:

Jeg er 40 år “gammel”, er gift med Jacob og har 2 børn. En dreng på 4 år, Toke, som går i børnehave, og en pige på 6 år, Siff, som går i 0. klasse.

Jeg er uddannet pædagog, og arbejder på 14. år på et bosted for svært sen-hjerneskadede mennesker.

På tidspunktet for diagnosen er jeg stress-sygemeldt og netop startet på et stressmestringsforløb udbudt af kommunen med henblik på snart at kunne returnere til jobbet.

Vi bor i en lille landsby udenfor Randers i eget hus, vi har begge jobs, vi har 2 biler, vi mangler ikke noget, alt er godt.

I hvert fald lige indtil vores lille trygge familieidyl smadres til ukendelighed af den kræftdiagnose, som jeg meget uventet får.
Det var IKKE en del af planen, at en af medlemmerne i vores familie skulle få en potentielt livstruende sygdom.

Slet ikke mens jeg var stresset, og havde to små børn at tage vare på. Sådan noget rammer kun naboen, og især kun ældre mennesker, som har tid til sådan noget pjat!

Jeg kan læse mig frem til, at jeg på baggrund af statistikkerne burde kende mange mennesker med kræft. Det mener jeg bare ikke at gøre? Derfor kan jeg næsten gætte mig frem til, at mange mennesker med kræftsygdomme holder det for sig selv, hvilket jeg ikke mener kan være særlig sundt for een.

Jeg har i hvert fald i mit tilfælde meget hurtigt konkluderet, at jeg lige så godt kan lade være med at forsøge at holde tårerne inde, og lade være med at holde bekymringerne for mig selv.
Dette er for mig så massivt et pres og en sorg, at jeg på ingen måde kan opretholde facaden – det vil i hvert fald være rigtig dumt af mig at forsøge, for det vil kræve så meget energi, som jeg i hvert fald helt sikkert har brug for på mange andre områder i det her forløb.

Jeg har besluttet mig for at lade paraderne falde, og lade hele verden – i hvert fald dem, der er interesserede i det – vide hvordan det er at få, leve med, bekæmpe og overvinde en kræftsygdom (for ja, det har jeg satme tænkt mig at gøre!). Intet skal være tabu, og her på min side får man et indblik i at have en kræftsygdom UDEN FILTER.

.                                  Velkommen til.